I 1960’erne gav ny-vindinger med baggrund i Læringspsykologi grund til optimisme. En af pionererne var den norskamerikanske forsker Ole Ivar Løvås fra University of California i Los Angeles (UCLA). Han publicerede i 1973 resultater, som viste, at mange børn forbedrede deres funktion på flere områder af livet, som f.eks. sprog og selvstændighed, samtidig med at de havde en reduktion af udad reagerende adfærd. Gennem 1970’erne og 1980’erne blev en række forskningsresultater publiceret af flere forskellige forskningsteams. Disse resultater fokuserede gerne på enkeltstående områder, såsom tidlig sprogudvikling, vokal imitation, benævnelse af objekter, imitation af bevægelser og diskriminationsøvelser mellem farver, form, størrelse, pronomen, præpositioner, synonymer og antonymer.
Professor Løvås tog nytte af disse studier og satte dem sammen i et komplet program. Han gennemførte et langtidsstudie, som blev publiceret i 1987. Centrale elementer i dette studie var:
A) Børnene fik mindst 40 timer 1:1 behandling ugentlig.
B) Behandlingen af børnene blev påbegyndt før børnene fyldte 4 år.
C) Alle vigtige personer i barnets liv blev lært op i at træne barnet.
D) Behandlingen foregik i alle vigtige miljøer for barnet og familien.
E) Alle sider ved barnets funktion, blev underlagt behandling.
F) Behandlingen bestod i metoder udviklet indenfor moderne adfærdsanalyse.
Resultaterne fra dette arbejde medførte betydelig optimisme. 47 % af børnene som havde fået sådan behandling opnåede normal, – alderstypisk, intellektuel funktion det år, de kom i skolepligtig alder. De fulgte almindelig undervisning uden særlig ekstra opfølgning.
Men 10 % af børnene i denne gruppe havde minimalt udbytte af træningen. Det har vist sig, at disse børn også havde minimalt udbytte af andre metodiske tilnærmelser. Det synes med andre ord, at uanset hvad man i dag gør, så virker det ikke til, at man kan hjælpe 10 % af børnene.
Videre må det understreges, at når børn i en kontrolgruppe blot fik 10 timer intensiv behandling per uge, var der ingen af dem, som opnåede normal intellektuel funktion i undersøgelsesperioden. Der var fortsat hele 60 % af børnene i denne kontrolgruppe, som havde minimal forbedring i sin funktion. I eftertiden har der været nogle mindre bevægelser både i og mellem grupperne, uden at dette på nogen måde har forstyrret hovedkonklusionen: “lidt” intensiv oplæring må ikke anbefales for børn med autisme, hvis man ønsker maksimal effekt.
Det behandlingsprogram professor Løvås gennemførte var så omfattende, vanskeligt og specialiseret, at Løvås selv var skeptisk over om det kunne gentages af andre. Han skrev i sin videnskabelige artikel fra 1987 :” It is unlikely that a therapist or investigator could replicate our treatment program for the experimental group without prior extensive theoretical and supervised practical experience in one – to -one behavioral treatment with developmentally diabled clients as described here and without demonstrated effectiveness in teaching complex behavioral repertoires as in imitative behavior and abstract language”.
Det vil sige, at professor Løvås anså det som usandsynligt, at nogen kunne udføre denne type intervention, uden at man havde omfattende uddannelse i hans program og at vedkommende havde demonstreret sine kundskaber gennem at etablere omfattende færdigheder hos flere børn på forskelligt niveau i programmet.
Professor Løvås arbejdede imidlertid aktivt, for at træningen kunne spredes til flere steder end Los Angeles, og han tog initiativ til at starte såkaldte “Multisite replikasjons – studium”, det vil sige systematiske opfølgningstiltag bygget på hans arbejde fra California.
a Prefer website
